På Pilegård har vi efterhånden haft mange mennesker forbi, og flere og flere har spurgt os, om man mon kan fejre bryllupper, fødselsdage, konfirmationer eller firmafrokoster på gården. Og det kan I tro, man kan!
Pilegård giver mange muligheder. Udenfor kan man samles omkring petanquebanen, gå en tur i æbleplantagen eller bare lade snakken flyde, mens man kigger ud over træerne. Vi kan også stå for en lille rundvisning i plantagen og en cidersmagning i cideriet. Når det bliver køligere, tænder vi ofte bålfadene, som helt naturligt samler folk og holder aftenen i gang lidt længere.
Vi kan dække op med langborde med udsigt til æbletræerne, eller rykke indenfor i cideriet. Cideriet er et produktionslokale og udskænkningssted til daglig, men det har også lagt betongulv til mange fester med både musik og dans. Det er råt, enkelt og fleksibelt – og kan tilpasses alt fra middag og taler til musik og fest.
Vi har erfaring med at være værter, og Pilegård har dannet rammerne til både bryllupper, fødselsdage og firmafester, men vi blander os ikke mere end nødvendigt. I kommer med anledningen og idéerne, og vi hjælper med at få det hele til at fungere. Og så bemander vi naturligvis baren, hvor vi selvfølgelig har rigeligt med cider på hanerne. Er I mere til øl, vin eller drinks, skal vi også nok finde ud af det.
Så leder I efter et hyggeligt, idyllisk og originalt sted at holde jeres næste fest på Bornholm, så skriv os en mail, ring til os eller stik hovedet indenfor Pilegård i vores åbningstider - så tager vi en snak. Vi glæder os til at fejre jer!




